Jeg har fået endnu en herlig historie fra Holger – og det er svært ikke at sympatisere med den stakkels mand, ikke? Her kommer historien:
På en måde havde jeg det lidt skidt med det, da min kone med en meget bestemt mine gav udtryk for, at nu gik den altså ikke længere med vores to gamle lænestole, som vi i efterhånden en lang årrække havde tilbragt adskillige timer i, mens vi så fjernsyn.
Jeg elsker min gode, gamle lænestol. Min bagdel kender den, og den kender mig og indretter sig åbenbart efter mine behov. I hvert fald har jeg i mange år befundet mig rigtig godt i den stol. Men selvfølgelig kunne jeg godt se, at den var ved at blive lige lovlig slidt i betrækket. Den passede ikke rigtigt ind i det samlede billede af stuen, hvor vi løbende havde udskiftet en del af vores møbler gennem de senere år.
For eksempel havde vi for mindre end et år siden købt nyt spisebord med tilhørende spisestuestole – begge dele i massivt egetræ. Og for bare få måneder siden havde min kone forlangt et nyt sofabord, for – som hun sagde – man kan da ikke i samme stue have et spisebord i egetræ og et sofabord i mahogni.
Jeg ved ikke helt, hvorfor spiseborde og sofaborde absolut skal være i samme træsort, men det skal de åbenbart, hvis man skal tro min kone.
Og nu var turen kommet til vores lænestole, der til daglig primært bruges til tv-kiggeri. Her undgik vi heldigvis diskussion om træsorten, for vi blev hurtigt enige om to stole, betrukket med sort læder over det hele og med indstillelig ryglænshældning.